Artikler omhandlende Hyben Vital Lito

Tove fandt den rigtige plante

Af Peter Schmidt Fyns Amts Avis foråret 1997

Den kommende langelandske nationalplante blev navngivet lørdag.

Hyben Vital Lito

Der var engang. Sådan begynder alle eventyr. Også det om en nordfynsk hybenplante, der stod ved marken og bar nogle dejlige frugter. En dag kom nogle mennesker og tog nogle frø fra den. De fik en ganske anden opvækst end moderplanten havde haft det. Mange lærde gik rundt og kiggede på de små frø og holdt nøje øje med, hvornår de begyndte at sætte rod.

Så kom den tid, hvor de var store nok til at klare sig selv og nu skulle de ud i en anderledes barsk verden end de hidtil havde oplevet i vækstkasserne.

Hvilken start fik de dog ikke? Da de blev sat i jorden blev de døbt. Dåbsvandet var den fineste champagne. Navnet blev Hyben Vital Lito. Da alle dåbsgæsterne var gået og der var ro derude på marken stod planterne og talte sammen:
Det vi har oplevet har været et rigtigt eventyr, sagde den ene til den anden og tilføjede så: Men tænk så på, hvad vore frø skal opleve. De skal ud i den store verden, hvor de skal hjælpe mange mennesker og gøre vort nye familienavn kendt.

Så stod de der og skuttede sig i den kølige luft og var enige om, at der var masser af tid til at glæde sig. For der ville gå fire år endnu inden der kom mennesker, der ville sørge for deres frø kom vidt omkring.
Se det er et rigtigt eventyr.

Og dermed tilbage til nutiden, hvor Tove Poulsen fra Otterup lørdag eftermiddag stod for navngivningen. Hyben Vital Lito. De to første ord siger sig selv. Det sidste er en sammen sætning af Line og Tove. Line er barnebarn af Erik "Farmer" Hansen og Tove var hende, der fandt planten, og som derfor også fik lov at navngive den.

- Da vi besluttede os for at forsøge udplantning af vilde hyben holdt vi meget nøje øje med dem, vi fik ind. Især dem, der kom fra Tove i Otterup var bemærkelsesværdigt store og kraftige. Hun kunne så fortælle, at der var et ganske specielt hegn, hvor hun plukkede. Det har så resulteret i, at det blev grundstammen til vor produktion, siger Torbjørn Hansen.


Rosengrenen får konkurrence af hybenblomsten

Af Peter Schmidt Fyns Amts Avis foråret 1997

En nordfynsk hybenplante dækker nu de første seks hektar af Langeland og i de kommende år vil det gå stærkt

Hyben Vital Lito blomst

De dage, hvor Langelands poetiske navn, Rosengrenen i havet, er kendt af enhver, er nok talte. I stedet bliver det måske Hybenblomsten i Østersøen. I hvert fald, hvis det står til mændene bag Hyben Vital, 75 årige Erik "Farmer" Hansen og sønnen Torbjørn Hansen, hvis produkt er på vej ud i verden med lindring mod talrige dårligdomme.
Lørdag eftermiddag startede de tilplantningen af seks hektar ved gården i Tullebølle. Det skete med en italiensk vidundermaskine, der efterspændt en traktor, sørger for plantningen i lige rækker med lige afstand og samtidig lægger et plasticdække ud omkring planten, så ukrudt ikke får en chance.

Om fire år skal der høstes første gang

Maskinens første plantninger blev fulgt af et stort publikum: Fagfolk, der ville se, hvad maskinen formåede - den kan nemlig plante meget andet end hyben - folk, der ville se, hvad det nu var Erik "Farmer" Hansen havde fundet på og en dejlig stor kreds af mennesker, for hvem hybenplanten er blevet en nærmest hellig plante fordi den har hjulpet dem.
Det blev en nordfynsk hybenplante, der blev stamfamilie til de kommende langelandske hyben. Stiklingerne er udviklet over nogle år. Allerede nu arbejdes på næste års beplantning af forventet 30 hektar.
- Min far gjorde Hyben Vital verdenskendt på Langeland. Så fulgte interessen fra hele Danmark efter. Nu er det fra Skandinavien folk kommer og de kommende år vil vort produkt vinde indpas på det europæiske marked. Efterspørgslen vil vokse.

Derfor er det nødvendigt med en vis forsyningssikkerhed fra egne planter, siger Torbjørn Hansen.

Hyben Vital Lito blomst


Hyben Vital ApS
Klausebøllevej 2
Tullebølle
DK-5953 Tranekær

Tel. +45 6250 1692
Fax +45 6250 1622
info@hyben-vital.com


Hyben Vital ApS · Klausebøllevej 2 · Tullebølle · DK-5953 Tranekær · Tel. +45 6250 1692 · Fax +45 6250 1622 - info@hyben-vital.com